Sådan opbygges underlaget til en indkørsel

En holdbar indkørsel bygges nedefra. Rækkefølgen ser typisk sådan ud:

Muld indeholder organisk materiale. Det nedbrydes, sætter sig og holder på vand. Bliver den liggende under en belægning, får man sætninger – uanset hvor pænt stenene blev lagt.

Derfor graver vi af, til vi står på fast bund. Hvor dybt det er, varierer fra grund til grund. På nogle grunde er der 20 centimeter muld, på andre betydeligt mere, og nogle steder støder man på blødt fyld, der også skal væk.

Bærelaget bygges op med stabilgrus. Materialet har en blanding af kornstørrelser, der låser sig sammen, når det komprimeres, og derfor kan fordele belastningen fra en bil ud over et større areal.

Et tykt lag grus, der komprimeres i én omgang, bliver kun fast i toppen. Derfor lægger vi materialet ud i lag og vibrerer hvert lag for sig. Det er den del, man ikke kan se bagefter – men det er den, der afgør, om belægningen ligger plant om fem år.

Oven på det komprimerede bærelag lægges et tyndt afretningslag, som stenene lægges i. Laget skal være tyndt og ensartet. Bruger man det til at rette store niveauforskelle op, får man et blødt lag under stenene, og så sætter fladen sig ujævnt.

Niveauet skal altså være på plads i bærelaget – ikke i afretningen.

Belægningen skal have fald væk fra huset, så regnvand ikke løber mod sokkel og kælder. Faldet lægges ind allerede i afretningen, ikke ved at skubbe stenene på plads til sidst.

Er der brønde eller afløb i fladen, planlægges faldet efter dem, så vandet føres derhen i stedet for at stå i lunker.

Uden en fast kant vandrer de yderste rækker sten udad, når der køres på fladen. Fugerne åbner sig, og efter et par år kan man se, at belægningen har flyttet sig.

Derfor sikres kanterne med kantsten eller anden fast afgrænsning, inden fladen tages i brug.

Når stenene ligger, fejes fugemateriale ned i fugerne, og fladen vibreres af. Det låser stenene indbyrdes og er det, der gør en belægning til en sammenhængende flade frem for løse sten ved siden af hinanden.

Fugerne efterfyldes typisk en ekstra gang, når fladen har været brugt lidt.